Så er der underholdning! Tip til at underholde din voksne kat
Fodring med god kost er blot ét aspekt af at være en god katteejer. For at en kat kan trives og have det rigtig godt, skal den også stimuleres mentalt og være fysisk aktiv. Her er nogle måder, du kan underholde din kat på og samtidig styrke båndet imellem jer.
Det er vigtigt at huske på, at katte er rovdyr. Inderst inde er din nuttede lille ven en snu jæger, der er klar til at springe på sit bytte! Heldigvis vil katte i dag gerne nøjes med at lege med os. Men hvis din kat ikke får brugt al sin energi, kan den godt blive aggressiv. Derfor er legetøj rigtig godt som underholdning til en kat. Legetøj købt i en butik er fint, men et par sammenrullede strømper fungerer lige så godt i en håndevending. Bind en snor i, og det bliver endnu sjovere at lege med. Katte kan godt lide at jage eller daske til alt, der er bundet i enden af en snor. Desuden er det sjovere for dig, når du har styr på, hvordan din kat reagerer, og det bringer jer endnu tættere på hinanden. Men du må ikke lade legetøj med snore i ligge fremme, så din kat selv kan lege med det, da det kan være farligt, hvis den kommer til at sluge snoren.
Lad os sige, at du skal på arbejde og må efterlade din kat alene hjemme i mange timer. Det kan du tage helt roligt, fordi katte er naturligt nysgerrige. Du skal blot lægge nogle husholdningsartikler eller køkkenredskaber til den, som den kan lege med. En papkasse byder f.eks. på masser af underholdning for en kat. Den kan gå på opdagelse i den, springe på den, gnide sig op ad den og meget andet. Kassen bliver endnu sjovere, hvis du lægger en gummimus eller lignende legetøj i kassen. Katte har en meget livlig fantasi og elsker skjulesteder. Husk at skifte ud i din kats legetøj, så den ikke bliver træt af at lege med det.
En kradsepæl er også godt at have, da katten så kradser mindre i møblerne. Som bekendt elsker katte at vaske sig, og de går ret meget op i deres udseende. Hvæssede klør er kattens svar på en manicure. Hvis din kat har personlighed som en primadonna, er dette en mulighed for skønhedspleje, som den ikke kan klare sig uden.
Din kat vil selvfølgelig nok være bedst underholdt sammen med dig, dens omsorgsfulde ejer. Vær kreativ! Bare en finger kan være sjovt legetøj for en legesyg kat. Som en tommelfingerregel bør du lege med din kat i mindst 10-15 minutter ad gangen 2 gange dagligt. Ved at følge disse tip får du en gladere og endnu mere selskabelig kat.